Målet er hele tiden at ramme en høj punktlighed

Mød Lasse Dvoracek, der begyndte som trafikelev i Banedanmark i februar og blev færdiguddannet trafikleder i oktober.

S-banen fylder 90 år, og siden 2022 har den været fuldt udstyret med nyt digitalt signalsystem på alle strækningerne - og herfra har punktligheden været rekordhøj. Men det betyder ikke, at arbejdsdagen for trafiklederne i Trafiktårn Øst er kedelige. Tværtimod.

 

I anledning af at S-banen fylder 90 år, fejrer vi ikke kun den driftssikre bybane. Vi hylder også de mennesker, der søger for, at passagererne hver dag kan komme hurtigt og grønt frem.

I trafikkontrolcentret på 7. sal i Trafiktårn Øst sidder de engagerede medarbejdere i Banedanmark og DSB, som styrer S-banen. En af dem er Lasse Dvoracek. Han startede som trafikelev i Banedanmark i februar og blev færdiguddannet trafikleder i oktober.

 

Lasse er tidligere fuldtidsbrandmand, og med 14 år som brandmand på bagen er han vant til dynamiske arbejdsdage med action, som han selv siger. Da det var tid til at prøve noget nyt, var nogle af kravene til det kommende arbejde, at arbejdsdagene skulle være forskellige og energiske.

 

 

trafikleder Lasse Dvoracek

 

Og så kom Lasse til Banedanmark. Spørgsmålet er jo så, om der er action nok, når man overvåger og styrer en af Europas bedste bybaner? Til det svarer trafiklederen klart:

 

”Det må man sige, der er. Det kan være helt roligt, og man kan ligge helt vandret. Og det kan gå fra 0-100 på kort tid. Det uforudsigelige og dynamiske miljø gør, at det altid er spændende, og at man altid skal være klar til at løse de udfordringer, der nu engang kan komme,” fortæller Lasse.

 

Digital punktlighed
Lasse søgte jobbet sidste år, og han kender derfor kun til tiden med de digitale signalsystemer. Og selvom punktligheden er høj, er der stadig uforudsete begivenheder at løse og mål at opnå og indfri.

 

”Her på 7. sal har vi forskellige skærme med en masse informationer om togenes bevægelser, herunder hvor punktligt de kører.  Vores ambition er naturligvis hele tiden at ramme så høj en punktlighed som muligt,” fortæller trafiklederen.

 

Men en af de dage, som Lasse husker bedst, er den dag han fik sin ilddåb:

 

”Jeg havde en vagt, hvor jeg på få timer var igennem samtlige af de scenarier, man bliver udsat for til vores eksamener. Det var en vagt, der blev ved med at udvikle sig. Det er jo udefrakommende ting, som gør noget ved punktligheden. Den dag var der blandt andet noget med en køreledning, bump i sporet og flere opkald fra S-banens lokomotivførere. Sådan en vagt med kaos og udfordringer, hvor det hele så er gået godt alligevel – det lever man længe på”.