Krav om mundbind i kollektiv trafik i seks jyske kommuner
Sundhedsmyndighederne har konstateret en væsentlig stigning i antallet af smittede med Covid-19 i flere midtjyske kommuner. Som et ekstra forebyggende tiltag har regeringen derfor besluttet at udvide kravet om at bruge mundbind i den kollektive trafik så det, ud over Aarhus, nu også gælder Silkeborg, Favrskov, Skanderborg, Odder og Horsens Kommune.
Krav om mundbind gælder også ved gennemkørsel
Kravet om mundbind gælder i al kollektiv trafik, og gælder dermed også for togpassagerer i de seks kommuner. Det betyder, at alle passagerer på tog, der kører i området, skal være iført mundbind.
Transportministeriet skriver på sin hjemmeside følgende:
”Når et tog kører ind i området, skal passagererne være iført mundbind, når de når til den første station. Hvis en rejsende fx kører fra Vejle til Skanderborg, skal denne således være iført mundbind, inden toget når til Horsens, som er den første station på rejsen i området.
Togpassagerer, der rejser igennem området, men ikke står af toget – fx rejsende med lyntoget fra København til Aalborg – skal påføre sig mundbind ved den første station i området, hvor toget stopper (Horsens) og kan tage det af efter sidste station i området (Aarhus)”.
Generel anbefaling om mundbind gælder stadig i resten af landet
I resten af landet anbefaler Sundhedsstyrelsen fortsat, at rejsende der benytter sig af den kollektive trafik, bruger mundbind, når det ikke er muligt at holde den anbefalede fysiske afstand, fx hvis der er trængsel i tog, busser, metro m.v. Derfor opfordres alle passagerer i den kollektive trafik til at medbringe mundbind, som kan anvendes, når det ikke er muligt at holde den anbefalede fysiske afstand.
Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at man medbringer hånddesinfektion eller vådservietter, når man færdes blandt mange mennesker og på steder med mange kontaktpunkter, fx i den kollektive transport.
Tak fordi I passer på hinanden.