Der indføres krav om pladsbillet og coronapas i fjerntog
For at mindske smittespredningen hen over julen indføres der yderligere restriktioner i den kollektive transport.
Efter indstilling fra Epidemikommissionen og godkendelse i Epidemiudvalget bliver der fra søndag den 19. december 2021 kl. 08.00 indført krav om coronapas og pladsbillet i DSB’s InterCity- og InterCityLyntog.
Passagerer, der skal rejse med enten et InterCity eller InterCityLyn, skal dermed både have et gyldigt coronapas og en pladsbillet ud over deres almindelige billet.
"Det går rigtig stærkt med smitten lige nu, og derfor er der også brug for ekstra opmærksomhed og ekstra tiltag, så juletrafikken kan opretholdes og smittespredningen mindskes. Derfor indfører vi nu krav om coronapas på de lange rejser samt pladsbilletkrav, så der ikke er overfyldte tog i juleperioden, hvor mange rejser længere. Samtidig er der også behov for, at dem, der bruger fjerntoget på arbejde kan komme med, og derfor indfører vi en ordning, der kan håndtere det for dem, der er raske efter corona, men endnu ikke har fået deres coronapas igen", siger transportminister Benny Engelbrecht.
Tiltagene indføres fra den 19. december kl. 08.00 og fire uger frem til den 16. januar 2022.
Regler om mundbind gælder fortsat
Samtidig med indførslen af de nye tiltag forlænges de gældende restriktioner også til den 16. januar 2022. De gældende restriktioner er krav om mundbind eller visir i toget og på stationer og perroner. Som passager skal du ligeledes bære mundbind, hvis du skal med bus, metro eller letbane.
Nogle voksne vil af helbredsmæssige årsager kunne være undtaget fra kravet om mundbind eller visir.
Husk de gode vaner i den offentlige transport – og tak fordi I passer på hinanden.
Læs om de nye regler på Transportministeriets hjemmeside.