Infobrev i forbindelse med udførelsen af projekter (i marken)

Kære entreprenørvirksomheder

Vi er klar over, at den aktuelle situation sætter de entreprenører, der arbejder for Banedanmark, i en svær situation, og vi har fuld forståelse for, at udbredelsen af COVID-19 kan have alvorlige personalemæssige såvel som økonomiske konsekvenser for alle.

Som situationen ser ud pr. dags dato, forventes det, at alle igangværende projekter kan fortsættes. Hvis der opstår udfordringer med udførelsen, vil det blive vurderet fra sag til sag, hvordan dette håndteres.

Arbejdsmiljøforanstaltninger på byggepladser/standpladser/maskiner
Som konsekvens heraf, arbejder Banedanmark for fortsat at holde alle byggepladserne åbne. Det betyder samtidigt, at vi - Banedanmark og entreprenørerne - har et fælles ansvar for at iværksætte tiltag til begrænsning af smittespredning. Banedanmark opfordrer egne medarbejdere til, at man i videst muligt omfang møder direkte på arbejdsstedet og undgår at samles i større grupper på bygge- /standpladser.

At mindske spredningen af COVID-19 er et fælles samfundsansvar. Det betyder, at alle sætter ind, der hvor vi kan.

Dansk Byggeri har udsendt ”Tiltag på byggepladsen” af den 17. marts 2020, som de opfordrer branchen til at efterleve. Alt sammen tiltag, som Banedanmark ønsker at støtte op om.

Desuden opfordres der til at følge myndighedernes generelle retningslinjer samlet på Coronasmitte.dk. For Banedanmarks pulje- og tjenestebiler og maskiner gælder, at rat, gearstang, instrumenter, knapper, håndtag mv. rengøres med desinficerende klude eller vand og sæbe efter brug.

Særligt om udvidelse af byggeplads-/standpladsfaciliteter
Håndteringen af Coronaudbredelsen kan medføre, at der i nogle tilfælde kan opstå et behov for udvidelse af byggepladsfaciliteterne, f.eks. med flere mandskabsvogne og/eller øvrige byggepladsfaciliteter.

Som en del af Banedanmarks samfundsansvar påtager vi os en del af disse udgifter. Banedanmark accepterer derfor at betale for udvidelse af byggepladsfaciliteter, såfremt udvidelsen skønnes nødvendig for og begrundet i tiltag til begrænsning af smittespredning. Omfanget af en eventuel udvidelse, samt prisen herfor, skal i hvert enkelt tilfælde aftales med entreprenøren og godkendes af Banedanmark inden iværksættelse.

Særligt om indkvartering af entreprenørens personale
I forhold til entreprenørens indkvartering af personale, er Banedanmark villig til at betale en andel af meromkostningerne, f.eks. i forbindelse med, at det er nødvendigt med enkeltværelser i stedet for dobbeltværelser. Forudsætningen for betalingsvilligheden er, at entreprenøren kan dokumentere, at tiltagene er nødvendige og, at de er forbundet med meromkostninger, samt at entreprenørens medarbejdere generelt følger de øvrige generelle anvisninger til hindring af smittespredning.

Vurdering af, hvorvidt og hvor stor en andel af meromkostningerne, Banedanmark vil dække, vil ske i hvert enkelt tilfælde. Vurderingen ved meromkostninger skal hovedsageligt ske ud fra en rimelighedsbetragtning.

Vi opfordrer til, at entreprenøren holder tæt kontakt til Banedanmarks kontaktpersoner på de enkelte projekter vedr. forholdsregler i forhold til COVID-19, herunder evt. ekstra foranstaltninger.

Med venlig hilsen

Peter Jonasson
Anlægsdirektør