Markedsdialog skal finde potentialer for CO2-reduktion i bygge- og anlægsprojekter

Banedanmark har sammen Vejdirektoratet og Bygningsstyrelsen taget en åben dialog med entreprenører, rådgivere og materialeleverandører omkring hvilke CO2-reducerende tiltag, der realistisk kan stilles som krav til vores store portefølje af fremtidige bygge- og anlægsprojekter. Og mulighederne er mange.
Med en målsætning om at reducere Banedanmarks egen CO2 udledning ifm. anlæg, drift og vedligehold med 20-30 % frem mod 2030, skal hver en sten vendes for at sikre, vi kommer i mål. En stor ubekendt faktor i dette arbejde, er den mængde CO2 vores entreprenører og leverandører udleder.
”Vi er i fuld gang med at bygge banen grønnere, så der kan køre klimavenlige eltog. Men vi er samtidig nødt til at bygge og løse vores kerneopgave mere bæredygtigt. Her spiller vores mange entreprenører og leverandører en stor rolle, så det er virkelig glædeligt, at vi sammen kan få et overblik over, hvor vi kan optimere og gøre tingene både smartere og grønnere.” udtaler Peter Jonasson, anlægsdirektør i Banedanmark.
Stor opbakning fra branchen
27 virksomheder deltog i undersøgelsen, og på den korte bane ser det ud til, at der er mange muligheder for at reducere CO2 udledningen en række steder. Særligt genbrug af materialer, designoptimering med efterfølgende reduktion i materialeforbrug samt transportoptimering er nogle af de steder, vores entreprenører og leverandører selv peger på at der over tid kan opnås effekter.
Det indbefatter blandt andet at der kigges på transportlogistikken ifm. jordarbejderne, tomgangskørsel, brugen af emissionsfrie maskiner og værktøj, genbrug af stål, energiforbruget i vores skurbyer, og brug af Life Cycle Assessment (LCA) til at finde alternative byggeprocesser eller materialer.
”Vi vil rigtig gerne stille krav til vores entreprenører, leverandører og underleverandører, men det skal også være realistiske og rentable krav. Det nytter ikke noget, at vi beder om at gøre ting, der i sidste ende rent fysisk, økonomisk eller teknologisk ikke kan lade sig gøre. Markedsdialogen var en oplagt måde at afdække de nuværende muligheder på. Og samlet set viser markedsdialogen, at der er et bredt engagement og interesse for at reducere CO2 udledningen i bygge- og anlægssektoren. Det er i sig selv meget positivt,” fortæller Peter Jonasson.
Markedsdialog udmønter sig i katalog over tiltag og indsatser
Resultaterne af markedsdialogen skal nu analyseres til bunds og efterbehandles af Banedanmark, Vejdirektoratet og Bygningsstyrelsen, og vil indgå i det pågående arbejde med et virkemiddelkatalog, der peger på hvilke helt konkrete tiltag og indsatser, de tre styrelser hver især vil kunne stille som krav ifm. udbud og leverancer.
Se hele Markedsdialogen (PDF)

Podcast: Bag om banen
Hvor svært kan det være at drive, vedligeholde og opgradere fremtidens jernbane? Det kan du høre mere om i denne podcast fra Banedanmark, hvor vi fortæller om de mange projekter på jernbanen. Der er nok at se til, for der er i disse år masser af aktivitet i og omkring sporet.

Skinnefræseren rykker ud for at fjerne revner i skinnerne
Den 155 tons tunge skinnefræser er i Danmark i efteråret med den vigtige opgave at fræse de små revner i skinnerne væk.
Tag imod den nye broklap
Kom og klap med, når broklappen til den nye del af Kong Frederik IX’s Bro bliver monteret. Den nye jernbaneforbindelse over Guldborg Sund bliver en af de første klapbroer til eltog i Danmark.

Otte intense døgn på Præstemarksvej
Kom med til stitunnel-projektet på Præstemarksvej i Roskilde, hvor der blev arbejdet i døgndrift, mens de fleste andre holdt sommerferie.