Banedanmark lukker overkørsler mellem Roskilde og Køge

I uge 5 og 6 lukker vi samtlige overkørsler mellem Roskilde og Køge for trafik i hverdagene i tidsrummet fra klokken 19.00 til 06.00, når vi tester det nye Signalsystem på strækningen. Det er ikke muligt at passere overkørslerne i perioden. Bilister, cyklister og fodgængere henvises derfor til alternative ruter og omkørsler.

DSB indsætter togbusser, mens vi tester. For mere information se rejseplanen.dk. 

Vejlukninger

Når vi tester det nye Signalsystem er det nødvendigt at lukke overkørslerne for al krydsende trafik af sikkerhedsmæssige årsager. Det skyldes, at bomanlæg ved overkørslerne midlertidigt tages ud af drift når vi testkører og der kan forekomme gennemkørende tog med hastigheder på op til 120 km/t. Vejlukningerne skyldes også , at vi skal installere nye bomanlæg, vejsignaler osv. i overskæringerne, som også skal testes. 

Vi lukker følgende fem overkørsler fra natten til mandag til natten til fredag:
• Kamstrupvej, 4000 Roskilde
• Salløvvej, 4621 Gadstrup
• Hovedgaden, 4622 Havdrup
• Nauerbjergvej, 4622 Havdrup
• Østergade, 4623 Lille Skensved

Vi beklager de eventuelle gener, arbejdet får for dig og håber på din forståelse. Vi gør, hvad vi kan for at mindske generne.

Har du spørgsmål til arbejdet, er du velkommen til at kontakte os på signalprogrammet@bane.dk.     

Flere spærringer i 2018

Vejlukninger i forbindelse med tests sker i udvalgte weekender og nætter i 2018. Du kan følge med i kommende vejlukninger her på Signalprogrammets hjemmeside. 

Signalprogrammet

Banedanmark er i gang med at skifte alle de gamle og forældede signalanlæg i Danmark med et nyt IT-baseret signalsystem, ERTMS. Det vil give færre forsinkede toge og mulighed for, at togene kan køre hurtigere og oftere.

Læs mere om Signalprogrammet.