Ring Syd

Banedanmark har udarbejdet et beslutningsgrundlag vedrørende Ring Syd-projektet. Arbejdet tager afsæt i den politiske aftale om Metro, letbaner, nærbaner og cykler fra den 12. juni 2014.

Ring Syd-projektet består i at gennemføre en række anlægsarbejder, som muliggør en udvidelse og omlægning af togbetjeningen. Med Ring Syd vil der således kunne køre tog fra Roskilde via Ny Ellebjerg til Københavns Lufthavn Kastrup, og der bliver mulighed for at omlægge tog fra København H til
lufthavnen via Ny Ellebjerg Station.

Ring Syd vil derfor gøre rejsen lettere og markant hurtigere for passagerer, der rejser til lufthavnen og Amager vestfra, da de undgår turen ind til København H.

Desuden vil projektet aflaste København H samtidig med, at togbetjeningen styrkes i knudepunkterne Glostrup, Ny Ellebjerg, Ørestad og lufthavnen. Derudover mindskes risikoen for forsinkelser på hele fjernbanen.

Det samlede projekt består af følgende arbejder:
• Udbygning af Glostrup Station.
• Udbygning af Ørestad Station.
• Anlæg af overhalingsspor mellem Kalvebod og Ny Ellebjerg Station.

Udover disse udbygninger af infrastrukturen forudsætter Ring Syd-projektet en kapacitetsudvidelse ved Københavns Lufthavn Kastrup samt anlæg af perroner på Ny Ellebjerg Station. Den fulde gevinst af Ring Syd-projektet vil først kunne realiseres, når disse projekter er blevet gennemført.