Broløft ved Køge Nord Station udsat på grund af kraftig vind

DMI varsler kraftig vind i weekenden, og det er årsagen til, at planlagt broløft ved Køge Nord Station udsættes.

Banedanmarks entreprenør Bladt Industries meddeler, at det på grund af kraftig vind ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at foretage montagen af tonstungt broelement som planlagt i den kommende weekend. 

Efter planen skulle det første af i alt seks broelementer til Køge Nord Stations kommende 225 meter lange gangbro monteres i weekenden den 28. og 29. oktober. DMI varsler dog kraftig vind hele weekenden, og det betyder, at Banedanmarks entreprenør er nødsaget til at udskyde montagen af gangbroens første element.

Montagen forventes udsat til weekenden den 4. og 5. november, hvor vejrforholdene forhåbentligt er bedre. 

Tidsplanen er vejledende, og vi tager forbehold for ændringer.


Seneste nyt om projektet

Vi opdaterer løbende vores hjemmeside med seneste nyt om anlægsarbejdet. Her kan du også tilmelde dig vores naboinformationsservice, så du får nyheder direkte på mail. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på kobenhavn-ringsted@bane.dk eller på tlf.: 82 34 05 01.


Følg os på

Facebook og Instagram eller på Køge Nord Stations hjemmeside.