Kortere rejsetid og bedre miljø

Vi elektrificerer banen mellem Køge Nord og Næstved
Banedanmark er i gang med at elektrificere den enkeltsporede bane mellem Næstved og den nye, kommende station Køge Nord. Vi har opgraderet hastigheden på strækningen til 160 km/t., og vi har revet nogle broer ned og ombygget andre broer på strækningen for at gøre dem højere, så det der bliver plads til det nye kørestrømsanlæg. Vi udfører arbejdet mellem Køge Nord og Næstved fra 2015 frem til udgangen af 2019.

Kortere rejsetid til Køge og København
Rejsetiden fra Næstved til København bliver markant reduceret med elektrificering af strækningen fra Køge Nord til Næstved. Den kortere rejsetid skyldes dels, at banen bliver tilsluttet til Den ny Bane mellem København og Ringsted i Køge Nord Station. Den nye bane København-Ringsted bliver indviet maj 2019. Den nye bane gøres klar til at tilslutte banen Køge Nord-Næstved. Så toget vil køre på en højhastighedsbane, og rejsen vil ikke gå over Roskilde som nu.

Højere hastighed
Før vi elektrificerer banen mellem Køge Nord og Næstved, opgraderer vi banen til en hastighed på 120 til 160 km/t. En elektrificeret jernbane giver en kortere rejsetid, blandt andet fordi el-tog har bedre accelerationsegenskaber end dieselmateriel. Samtidig bliver banen tilsluttet København-Ringsted i Køge Nord. Det giver en hurtig og direkte forbindelse mellem Køge og København på 24-26 minutter, mod i dag 38 minutter med S-toget.

Bedre miljø
Når strækningen er elektrificeret, bliver det fra slutningen af 2019 muligt at køre med el-tog mellem Køge og Næstved. Det betyder, at man undgår at køre med dieseldrevne tog under køreledningerne på den nye bane mellem Køge Nord og København. Det giver en række miljømæssige gevinster.